Det er efterhånden gået op for mig, at jeg har de mest fantastiske mennesker omkring mig. Jeg ved at jeg har det for godt! Sådan burde følelsen også være hele tiden; det er den for det meste også.
MEN.. Når jeg sidder for mig selv i mørket, helt alene - vælter tankerne ned over mig. Når jeg har aller mest brug for et kram, eller en til at sige: "Det hele bliver okay igen!", er der ingen i nærheden. Under normale omstændigheder, har jeg aldrig brug for det på den måde. Er det facaderne jeg efterhånden har lært at bygge op de sidste mange år? Jeg ved hvem jeg kan stole på, men gør jeg det også overfor dem? Jeg ved ikke om det bare er fordi jeg har været vant til at være stærk, siden jeg var helt lille.
Fordi, jeg er jo, uden at lyve, et lykkeligt menneske.
Men selv et lykkeligt menneske, har vel brug for det kram..
